WiMP indgår samarbejde med Roskilde Festival
Et musikalsk lovechild er født. Roskilde Festival, der over hele verden er kendt for at give publikum nogle af de allerbedste musikoplevelser ved at præsentere et overflødighedshorn af musik i alle genrer, indgår nu et samarbejde med musikstreamingtjenesten WiMP. At WiMP også er et overflødigshorn udi musik, er der ingen i tvivl om og den grundlæggende kærlighed til musik hos både Roskilde Festival og WiMP skaber derfor grobund for et frugtbart og solidt samarbejde.
Musikelskere fra hele Norden strømmer hvert år til Roskilde Festival, derfor var det oplagt for den nordiske musikstreamingtjeneste WiMP at indgå et partnerskab med fokus på værdiskabende formidling af den populære festivals alsidige program. WiMPs tre nordiske musikredaktioner arbejder dagligt på at give brugerne varierede musikalske oplevelser bl.a. ved at introducere morgendagens stjerner, aktuelle navne og de mere etablerede. Akkurat som Roskilde Festival har forkælet deres deltagere gennem de sidste 41 år.
”Som henholdsvis musiktjeneste og musikfestival befinder WiMP og Roskilde Festival sig traditionelt forskellige steder i det musikalske landskab, men tilgangen til det, vi laver, er grundlæggende den samme. Det handler om at give lytteren et rigere musikliv. Et partnerskab med fokus på formidling af Roskilde Festivals overdådige musikprogram til musikelskere i hele Norden er derfor lidt af en drøm for os. Vores musikredaktører er selv ivrige festivalgængere og ser frem til at dykke ned i musikken og skabe unikke oplevelser både på WiMP og festivalpladsen", udtaler Thor Martin Jensen, talsmand for WiMP.
Rent praktisk betyder samarbejdet, at musikken fra Roskilde Festivals univers nu kun er ét klik væk. WiMP har fået deres egen Roskilde-side, hvor man vil kunne finde musikken fra de artister, der skal spille på årets festival, playlister lavet af Roskilde-aktuelle artister, playlister med afsæt i årets program, anbefalinger fra både WiMP og Roskildes musikgruppe, tilbageblik, konkurrencer, interviews med Roskilde-aktuelle bands, musikbookerne m.fl. og meget, meget mere. Derudover vil WiMP naturligvis være til stede på selve festivalpladsen med en lyttepost, hvor man bl.a. kan gå på opdagelse i musikken og få relevante musikanbefalinger.
”Det er vigtigt for os, at vores publikum har mulighed for at opdage nogle af de mindre kendte navne i programmet - og helst inden koncerterne er afholdt. Derfor er samarbejdet med WiMP om formidling af musikken et godt match, for vi kan nu bedre end nogensinde før hjælpe vores musikelskende festivalgængere med at finde netop deres nye yndlingsband blandt de ca. 200 artister vi har på programmet”, udtaler Roskilde Festivals musikchef Rikke Øxner.
Og der er langt mere i støbeskeen i forhold til dette spændende samarbejde. Se mere om WiMPs Roskilde-site på WiMP bloggen og i playeren.
Roskilde Festival løber af stablen den 5. – 8. juli med warm-up fra den 30. juni – 4. juli.
For mere information eller spørgsmål, venligst kontakt: Kristin Castillo Eldnes, IR- og informationschef, kristin.eldnes@aspiro.com, +47 908 07 389, eller Thor Martin Jensen, talsmand for WiMP Danmark, +45 20 30 46 86, thor.martin.jensen@aspiro.com.
Om WiMP
WiMP er en skandinavisk musikstreamingtjeneste leveret af Aspiro. WiMP er fri for reklame, og er baseret på betaling – for at sikre indtægter også til artister, rettighedshavere og musikselskaber. WiMP lægger vægt på at have en aktiv og lokal musikredaktion som blandt andet producerer anbefalinger og playlister. Det er også et mål at være bedst til dansk musik. WiMP er tilgængelig i forskellige versioner til computer, mobil, tablet og musikafspillere. Læs mere på www.wimp.dk
Tags: