DTU-studerende på vej mod ny verdensrekord?
Omgivet af tidligere vinderbiler og pokaler skruer et hold ingeniørstuderende på DTU Mekanik netop nu på en bil, der med en knallertmotor og avanceret teknologi skal køre mindst 650 km/l ved dette års Shell Eco-marathon.En lille bybil, der kører over 600 km på en liter benzin. Det lyder sikkert som ren fantasi for de fleste bilejere? Men ikke for et hold studerende på DTU, der i den grad viser vejen, når det kommer til fremtidens energieffektive biler. Alene med brug af velkendt teknologi har de studerende de seneste to år sat nye verdensrekorder udi disciplinen ’langt på literen’.