Luk sommerhuset energirigtigt ned, og spar 3.500 kroner
Her i efterårsferien valfarter sommerhusejerne til ferielandet for at lukke sommerhusene ned for denne sæson. De fleste slukker helt for radiatorerne. Men i hvert tredje sommerhus er der varme på i vintersæsonen, viser et helt nyt forskningsprojekt fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi). Det er en udbredt opfattelse, at det er bedst for huset at have lidt varme på, og at der ellers vil komme til at lugte muggent. Men blot du sørger for, at huset er godt ventileret, og at vandet er tømt af varmtvandsbeholder, vandrør og toiletter, kan du sagtens slukke helt for varmen og spare 3.500 kroner.